Aarhus får igen en kaffefestival til byen. Kaffefestivalen Kaffe & Sensorik gør nemlig comeback i Aarhus den 11. og 12. oktober 2025. Med en ny lokation i Aarhus Congress Center og et udvidet program lover arrangørerne en større fejring af kaffens univers.
Nye rammer og større ambitioner
Sidste års succes og store opbakning til kaffefestivalen i Aarhus har fået arrangørerne til at flytte festivalen til et større venue med plads til mellem 4.000 og 6.000 gæster. Ifølge stifter & medejer af Kaffe & Sensorik-festivalen, Samuel Rose, har feedback fra gæsterne spillet en afgørende rolle i udviklingen af årets festival.
–Selvom det var en fornøjelse at se så mange nysgerrige, positive og glade mennesker, blev vi overvældet over den store interesse for vores festival og nye koncept sidste år. Kaffen samler virkelig folk. Derfor føler vi os forpligtet til at lytte til den konstruktive feedback, vi har fået, levere en endnu bedre oplevelse for alle, udtaler Samuel Rose i den udsendte pressemeddelelse.

Kaffefestivalen i Aarhus kommer til at kombinere kaffekultur og musik. Festivalen vil byde på koncerter med store navne som Outlandish, Aura Dione, Back to Back, Josva og Tue West. Derudover vil gæsterne kunne opleve lokale kaffeaktører som Berry and Bean, Lajmi Coffee Roasters og Clever Coffee.
For at skabe en bedre oplevelse adskilles koncerterne i år fra udstillingsområderne, så der er plads til både musik og fordybelse. Samtidig tilføjes flere food trucks og serveringssteder for at mindske køerne.
En hyldest til kaffe og fællesskab
Kaffefestivalen fokuserer på at fremhæve kaffens rolle i dansk kultur og hverdagsliv. Gæsterne kan deltage i workshops, smagninger og talks, der udforsker kaffens potentiale – både som drik og som kulturelt fænomen.
–Vores ambition er at skabe en festival, hvor gæsterne både kan nyde deres yndlingskaffe, have inspirerende samtaler med vores udstillere, samtidig med at de nyder koncerterne og resten af programmet stille og roligt, udtaler Samuel Rose.
Lokale kaffeaktører spiller en central rolle på festivalen, hvilket giver gæsterne mulighed for at opdage nye favoritter og støtte lokale virksomheder. Med et program, der favner både ny viden, hyggelige stunder og store musikoplevelser, er der lagt op til en mindeværdig weekend i Aarhus.
Billetterne forventes at blive revet væk, som det var tilfældet sidste år.
Praktisk information
Kaffe & Sensorik – Kaffefestival Aarhus
- Dato: 11. og 12. oktober 2025
- Åbningstider: Lørdag 9.00-23.00 / Søndag 9.00-18.30
- Pris: Lørdag 350 kr. / Søndag 250 kr. / Partoutbillet 500 kr.
- Sted: Aarhus Congress Center
Billetter kan købes på Ticketmaster, og vil komme i salg medio marts.