Kunstfotografen Henrik Woer fra Hjortshøj deltager i særudstilling på Museum Silkeborg

© Foto: Henrik Woer

Museum Silkeborg præsenterer i november en ny særudstilling i samarbejde med kunstfotograferne i kunstnersammenslutningen KVAS. Navnet står for København, Vadehavet, Aarhus og Søhøjlandet, og gruppen består af de højt præmierede fotografer Jacob Surland og Karen Vesterager fra København, Lars Roed fra Vadehavet, Henrik Woer fra Aarhus og Christian Breinbjerg fra Søhøjlandet.

Fotografi som moderne guldalderkunst

De fem kunstnere fortolker steder, landskaber, områder og bygninger gennem fotografiet – præcis som guldalderens malere i 1800-tallet skabte poetiske gengivelser af deres samtid. I datidens kunst søgte man en nationalromantisk virkelighed midt i uro og krig. I dag er temaerne anderledes, men behovet for at finde ro og fordybelse gennem kunsten er det samme.

Udstillingen kredser om ro – et frirum fra en travl og konfliktfyldt verden. De udstillede værker er kendetegnet ved fraværet af mennesker og dyr, og netop denne tomhed inviterer til refleksion. Publikum møder naturen omkring Silkeborg, Vesterhavet, Aarhus Ø og Københavns gader – steder, hvor pulsen sænkes, og tankerne får frit spil.

Fotografierne er ikke blot dokumentation, men bearbejdet virkelighed, der vækker længsel efter noget ophøjet og tidløst. Mennesket i værkerne er både beskueren og kunstneren – for begge fortolker motivet ud fra egne tanker og følelser.

Henrik Woer: Fra Saxild Strand til fotokunst

Det aarhusianske bidrag i KVAS kommer fra Henrik Woer, 55 år, bosat i Hjortshøj. Mange kender ham fra sin populære profil @aarhusbynight, hvor han fanger byens stemning i aften- og nattelys.

Inden han blev kunstfotograf på fuld tid, stod Henrik i spidsen for det gamle badehotel ved Saxild Strand, som blev lukket af Aarhus Kommune i 2023. Lukningen blev startskuddet til en ny karrierevej. Siden har Henrik haft flere galleriudstillinger, solgt mange værker og vundet guldmedalje i Den Nationale, det uofficielle DM i fotografering, i kategorien Monochrome.

Et nyt liv gennem kameraet

Fotografiet kom ind i Henriks liv under en svær periode med sygdom:
Det startede med, at jeg fotograferede blomster i min have med en mobiltelefon – for at få ro i knolden. Da nogen sagde, jeg var god til det, købte jeg et brugt kamera og begyndte at fotografere alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af.

En opmuntrende kommentar blev afgørende for hans videre vej:
Da den rette person på det rette tidspunkt sagde, jeg havde talent, gik jeg – til min kones fortrydelse – all in og købte et ordentligt kamera.

Henrik faldt hurtigt for aften- og nattefotografi, især inspireret af samarbejdet med fotograf Bjørn Bæk. Om aftenen og natten har byen et helt særligt lys. Mange udskældte steder og bygninger er faktisk smukke, hvis man ser dem i det rigtige lys og fra den rigtige vinkel, siger han og tilføjer med et smil: Det ville være sundt, hvis kritikerne af Aarhus Ø tog en tur derud om aftenen – det er dér, øen virkelig kommer til sin ret.

Samarbejdet i KVAS

Idéen til KVAS opstod under en fælles fototur i Frederiksstaden i København for to år siden. Henrik Woer mødtes med Karen Vesterager og Jacob Surland, og tanken om en fotokunstnersammenslutning blev hurtigt til virkelighed. Kort efter kom Lars Roed og Christian Breinbjerg med i gruppen.

Siden har KVAS udstillet i Ribe og København, og samarbejdet har vist sig både kunstnerisk og menneskeligt frugtbart. Vores værker matcher og supplerer hinanden på en måde, der skaber helhed, fortæller Henrik. På Museum Silkeborg har vi naturligvis bidraget med idéer, men det er museet, der har haft det endelige kuratoriske ansvar for udstillingens form og indhold.

Udstillingsåbning og artist talks

Særudstillingen åbner 15. november på Museum Silkeborg, hvor publikum har mulighed for at møde en eller flere af kunstfotograferne på åbningsdagen. Under udstillingsperioden vil der desuden blive afholdt flere artist walks med KVAS-fotograferne. Tidspunkter og tilmelding offentliggøres på museets hjemmeside og sociale medier.

Læs mere som dette

Juleforestillinger fuld af magi: 11 oplevelser i Aarhus

Fællesskab og bæredygtighed i fokus på Repair Festival 2025

Støt Brysterne løb slår deltagerrekord

Sheltere i Aarhus: Her kan du sove under åben himmel

Skrevet af

Mere i samme kategori

Juleforestillinger fuld af magi: 11 oplevelser i Aarhus

Fællesskab og bæredygtighed i fokus på Repair Festival 2025

Støt Brysterne løb slår deltagerrekord

Sheltere i Aarhus: Her kan du sove under åben himmel

Oplev det bedste i Aarhus

Få vores seneste anbefalinger og tips direkte i din indbakke.

Har du en anbefaling?

Send den til os. På den måde kan hele Aarhus få glæde af det!